Op til kommunalvalget den 18. november mener Ældre Sagen i Hørsholm, at det er vigtigt for borgerne at vide, hvor de enkelte partier står i forhold til Hørsholms mange seniorer.
Ældre Sagen i Hørsholm er værter ved et vælgermøde den 17. september kl. 15:00 – 17:00 i Trommen. Her vil Ældre Sagen invitere alle opstillingsberettigede partier til at redegøre for deres seniorpolitik. Samtidig inviteres alle borgere i Hørsholm til at komme og stille deres spørgsmål til partierne. Tidligere redaktør ved Ugebladet, Fred Jacobsen, vil være ordstyrer og moderator på mødet.
Det bliver en spændende og oplysende eftermiddag, og Ældre Sagen i Hørsholm håber, at rigtig mange af byens borgere vil komme for at møde partierne.